Du er her: 

At vende det døve øre til

Tanker til 2.s.e.påske

link til dagens tekster:

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

 

Der er mange måde at høre noget på. Det meste af det vi hører, går vel ind af det ene øre og ud af det andet; enten fordi det i bund og grund er os ligegyldigt, eller fordi det vi hører er noget vi ikke bryder os om, noget der kræver noget af os, som vi ikke synes vi magter – eller bare ikke gider. Det er det man kalder selektiv hørelse.

Det er for eksempel den måde børn nogle gange hører på, når vi beder dem om at gøre noget: Du skal gå ind og rydde op på dit værelse, gå i bad eller komme her og hjælpe mig! Der sker ingen ting , man prøver igen og der er stadig ingen reaktion, efter det tredje forsøg hvæser barnet pludselig: hvorfor bliver du ved med at sige det? Jeg har hørt det!

Se det var jo ikke til at vide, og spørgsmålet er om man kan sige at man har hørt noget, hvis det ikke får nogen betydning overhovedet. Det er klart, at i det øjeblik man beder nogen om at gøre noget, så regner man med, at når de har hørt hvad man har sagt, så vil de enten gøre det man beder om, eller i det mindste reagere ved at nægte: Nej jeg vil ej gå i bad, hjælpe dig, rydde op eller hvad det nu var man forsøgte sig med.

Det er nu ikke kun børn, der opfører sig sådan, for vi voksne hører også mange ting, som vi ikke magter eller gider forholde os til. Vi får så mange informationer hver dag og det meste af det går ind af det ene øre og ud af det andet.

I evangelieteksten til 2. søndag efter påske får vi at vide at en gruppe mennesker omringer Jesus for at afkræve ham et klart svar: Er du Kristus.

Man kan ikke fortænke dem i gerne at ville have besked. Jesus svarer at han har sagt det, men at de ikke tror det. Ikke bare med ord, har han sagt det, men også i de gerninger han gør, ja med hele sit liv vidner han – de har med andre ord bare ikke hørt ordentligt efter!

Og så siger han: ”min får hører min røst. Og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. ”

Der er åbenbart nogle, der har hørt, hvad der blev sagt, og det er selvfølgeligt betryggende, men man kan jo altid komme i tvivl om, hvorvidt man nu selv hører med til flokken.

Nu er billedet af hyrden ikke noget, der umiddelbart taler til os. Vi har ikke hyrder i Danmark. Vi er for længe siden blevet mere morderne og nu er dyrene hegnet ind eller i stalde og vi gider ikke jages rundt af en hyrde. Og dog hvis alternativet er et afgrænset areal, så er hyrdens får dog alligevel mere frit stillet.

I dåben hører vi hans stemme, når han kalder på os første gang og siden hver eneste dag. Men vi har det jo med at vende det døve øre til, når det gælder Gud, vi har jo travlt med noget andet og tænker, at det kan vente, orker ikke rigtigt fordi det kræver at vi reviderer vores selvforståelse. At lytte til hyrden forudsætter først og fremmest af vi anerkender, at vi har brug for at have en hyrde og det falder os ikke så let. Vi kæmper med vold og magt for selv at bevare kontrollen og magten over vore liv. Vi bygger små kasser op vores liv kan være i laver regler for os selv og vores livsførelse fordi det er lettere at være dyr i en indhegning end i frit løb efter hyrden.

På den måde er vi ikke så forskellige fra jøderne i dagens tekst; vi vil gerne have nogle klare svar, så vi ved, hvordan livet skal kringles. Det er bare ikke så lige til, livet er fyldt med tvivl og stort besvær, men lytter vi efter så får vi det svar, at der hvor hyrden vil have os til at gå hen, det er der hvor vores forhold til Gud og til vores næste er normsættende. Og lige præcis det er et svært sted at være fordi vi så nemt i vores iver løber i den forkerte retning eller kommer på vildspor fordi vi er uopmærksomme og lytter for dovent eller slet ikke.

Heldigvis så siger Jesus at ingen skal rive os ud af hans hånd – dvs. at selvom vi vender det døve øre til så gør Gud det ikke.

Sognepræst

Anne Marie Baun

 

 

 

 

 

 

 

Del dette: